Fødevarer er en vigtig del af livet, og EFSA's mission er at sikre, at borgerne har adgang til sikre fødevarer. Vi har til huse i Parma, og vores team er lige så forskelligartet som de fødevarer, vi vurderer. Har du de forudsætninger, der skal til for at blive en del af vores internationale team?

Fødevareområdet kræver engagement
EFSA beskæftiger sig med fødevaresikkerhed i hele fødevarekæden – fra jord til bord. Vi tager hensyn til dyresundhed og -velfærd, plantesundhed og miljøet, hvilket i sidste ende bidrager til at beskytte menneskers liv.
Vi leverer uafhængig og gennemsigtig videnskabelig rådgivning til EU og nationale organisationer, baseret på samarbejde med partnere fra Europa og den øvrige verden, og i åben dialog med vores interessenter.
Fødevareområdet kræver værdier
Alle vores aktiviteter og måden, vi arbejder sammen på, bygger på vores værdier: ekspertise, uafhængighed, åbenhed, ansvarlighed og samarbejde.
Fødevareområdet kræver teamwork
Videnskabelige medarbejdere, jurister, kommunikationseksperter og mange andre profiler med forskellige erfaringsniveauer – vi samler vores viden for at sikre, at borgerne har adgang til sikre fødevarer.
Videnskabelige medarbejdere
Fødevareområdet kræver forskere med dokumenteret videnskabelig erfaring til at udføre risikovurderinger – en af EFSA's kerneaktiviteter. Vores videnskabelige komité og vores videnskabelige paneler er sammensat af uafhængige videnskabelige eksperter. Gæsteforskere deltager i teamet i forbindelse med specifikke projekter, og udstationerede nationale eksperter skaber forbindelse mellem EFSA og vores nationale partnerorganisationer.
Bred vifte af profiler
Fødevaresikkerhed kræver ikke kun videnskabelige medarbejdere. I EFSA arbejder mange teams og profiler – fra dataanalytikere til kommunikationseksperter – sammen for at sikre, at de fødevarer, vi sætter på bordet, er sikre. Har du de rette forudsætninger til at ansøge?
Unge i sektoren
Vi tilbyder lønnede praktikophold til talentfulde, højt kvalificerede unge erhvervsaktive, der er i begyndelsen af deres arbejdsliv. Et praktikophold giver dig ikke alene mulighed for at opleve, hvordan det er at arbejde i et EU-agentur, du kommer også til at bidrage til fødevaresikkerheden og tilbringe tid i Parma, centrum for Italiens gastronomiske hjerte.
Fødevareområdet kræver gennemsigtighed og samarbejde
Åbenhed og gennemsigtighed er centrale faktorer for alt, hvad vi gør. Hovedparten af vores arbejde udføres på anmodning af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU's medlemsstater. Vi samarbejder tæt med vores partnere på nationalt og internationalt plan. Fødevareområdet kræver, at alle arbejder sammen.